Ankestyrelsen afgav i september 2025 en udtalelse, hvor Næstved Kommunes støtte til Arena Næstved blev vurderet til ikke at have hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne for så vidt angår anlægsstøtte til fonden. I forlængelse heraf skal byrådet i Næstved Kommune nu afgive et svar til Ankestyrelsen.
Næstved Kommune tager udtalelsen alvorligt og arbejder målrettet på at udarbejde et grundigt og velunderbygget svar. Til dette formål har kommunen inddraget advokatfirmaet Horten, som skal bistå med en juridisk vurdering. Denne vurdering vil blive forelagt byrådet, der træffer beslutning om, hvordan og med hvilket indhold der svares Ankestyrelsen.
På et møde i dag blev byrådets gruppeformænd orienteret om Hortens foreløbige arbejde. Her fremgår det, at der er ydet anlægsstøtte til Arena Næstved, blandt andet gennem overdragelse af kommunale arealer i 2014 under markedsværdi. Horten peger desuden på, at Arenaen efterfølgende kun må udøve kommunale aktiviteter. Hovedparten af Arena Næstveds aktiviteter – såsom udlejning til sports- og kulturarrangementer, events, koncerter samt lån til folkeoplysende aktiviteter – kategoriseres umiddelbart som kommunale opgaver. EU-statsstøtteregler stiller dog krav om, at kommunal støtte ikke må omfatte opgaver, hvor der også eksisterer private tilbud.
Det blev på mødet understreget, at vurderingen af skillelinjen mellem kommunale og ikke-kommunale aktiviteter er kompleks og kræver samarbejde med kommunens revisor. Dette arbejde fortsætter i de kommende måneder, og det er endnu uvist, om sagen vil medføre noget tilbagebetalingskrav fra kommunen. Samtidig fastslås det, at både Næstved Kommune og Arena Næstved har handlet i god tro i forbindelse med den tidligere støtte.
De indkomne spørgsmål og bemærkninger fra gruppeformandsmødet vil indgå i den endelige vurdering og i det svar, byrådet sender til Ankestyrelsen. Politisk behandling af sagen er planlagt til byrådsmødet den 16. december 2025.
Næstved Kommune vil efterfølgende vurdere, hvordan erfaringerne fra sagen kan bidrage til styrkelse af fremtidige samarbejder og skabe klarere retningslinjer for støtte til eksterne aktører.