Mandag og tirsdag har tre borgere været udsat for bedrageri i Sorø og omegn. Mandag blev en 86-årig kvinde fra Sorø ringet op af en person, der udgav sig for at være bankmand. "Bankmanden" fortalte kvinden, at det var nødvendigt at udskifte hendes dankort, og at en medarbejder fra banken ville hente kortet. Kvinden udleverede betalingskort og pinkode, hvorefter der blev hævet kontanter på kortet.
Tirsdag blev en 88-årig kvinde fra Glumsø ringet op af "banken" og overbevist om at overdrage kontanter til sikkerhed i "banken". Samme dag blev en 78-årig kvinde fra Haslev besnakket til at udlevere kort og kode, og der blev kort efter hævet kontanter på kortet.
Politiet advarer om, at ældre mennesker ofte bliver fuppet eller udsat for bedrageri. De opfordrer til at være skeptisk, når ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra en myndighed, bank eller virksomhed. Afbryd samtalen og ring til yngre pårørende for hjælp. Banken, politiet, kommunen eller andre myndigheder ringer aldrig og efterspørger betalingskort, MitID, pin-koder eller lignende. Myndigheder kommer heller ikke ud til din bopæl for at hente dit kort eller spørger uopfordret til, hvornår du er hjemme.
Udlever aldrig kort eller koder. Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til hovedtelefonnummeret eller til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4. For mere information, se Sikker Digitals hjemmeside.