Eksterne eksperter og borgerinddragelse skal forme ny havnebydel i Næstved

Foto: Næstved Kommune.
dato

Næstved Kommune har udpeget tre eksterne videnspersoner til at styrke arbejdet med udviklingen af den nye havnebydel, hvor fokus er på både faglighed og borgerinddragelse.

Næstved Kommune tager endnu et skridt i udviklingen af den nye havnebydel ved at udpege tre eksterne videnspersoner til §17.4‑udvalget, Udvalget for udvikling af ny havnebydel. Disse personer skal bidrage med stærk faglig ekspertise inden for strategisk byudvikling, arkitektur og kommunal planlægning.

Johnny Svendborg fra Svendborg Architects, Jan Albrechtsen fra Tegnestuen Vandkunsten og Karin Niemann‑Christensen fra Odense Kommune skal især medvirke i arbejdet med at forme den kommende idékonkurrence, som bliver central for udviklingen af havneområdet.

Der planlægges desuden et større borgermøde den 1. september 2026 kl. 19.00-22.00, hvor borgere, foreninger, organisationer og erhvervsliv inviteres til at høre om udvalgets arbejde og give input til idékonkurrencen. Alle idéer fra borgermødet samles og indgår i den kommende idékonkurrence, og borgere får mulighed for at indsende forslag via mail til havnebydel@naestved.dk.

Når idékonkurrencen officielt igangsættes, vil der blive afholdt yderligere et borgermøde, så dialogen kan fortsætte gennem hele processen.

Læs mere om udviklingen af den nye havnebydel på Hvidbog om udvikling af Havnebydel i Næstved | Næstved Kommune.

Om de nye eksterne videnspersoner

Johnny Svendborg leder Svendborg Architects i København og har omfattende erfaring fra blandt andet Akademisk Arkitektforening, Trafikverkets Arkitekturråd, DesignNævnet og Lyngby Taarbæk Arkitekturråd. Han er uddannet cand.arch. fra Kunstakademiets Arkitektskole.

Jan Albrechtsen er arkitekt MAA med en lang karriere hos Tegnestuen Vandkunsten, hvor han har arbejdet med byudvikling og byplanlægning af komplekse byggerier. Han fungerer i dag som seniorkonsulent og følger også parallelopdraget om Refshaleøen.

Karin Niemann-Christensen er uddannet arkitekt/urban designer og har videreuddannelse med fokus på ledelse. Hun har været leder inden for plan- og byggeområdet i flere kommuner og er nu leder og arkitekt for byudvikling i Odense Kommune.

https://www.naestved.dk/nyheder/pressemeddelelser/professionelle-kraefter-og-bred-borgerinddragelse-skal-loefte-ny-havnebydel

Kilde: Næstved Kommune